Vi oplever den største bølge af biologisk tab siden dinosaurernes udryddelse. Klimaforandringer og tab af biodiversitet er to sider af samme sag.
Den femte masseudryddelse fandt sted for omkring 66 millioner år siden og markerede afslutningen på æraen med ikke-flyvende dinosaurer. Denne begivenhed medførte, at 76 % af de eksisterende arter forsvandt, og den blev forårsaget af et asteroidenedslag, der skabte en stor støvsky, der blokerede sollyset og ændrede det globale klima.
En masseudryddelse er en kort geologisk periode, hvor der finder en terminal udryddelse sted, hvilket betyder, at alle medlemmer af en eller flere arter dør uden at efterlade sig afkom.
I tilfælde af masseudryddelser forsvinder 10 % eller mere af arterne i løbet af et år eller mere end 50 % af arterne i en periode på mellem tusinder og op til 3,5 millioner år uden efterkommere.
Disse meget betydelige forandringer i livets udvikling er meget sjældne begivenheder, og derfor bruges de af palæontologer til at markere begyndelsen og slutningen af forskellige geologiske tidsaldre.
Vores planet har oplevet fem masseudryddelser: Den sidste fandt sted for 65,5 millioner år siden og udryddede dinosaurerne. Alarmklokkerne ringer, og det er afgørende at erkende denne situation: Mange eksperter hævder, at vi er midt i den sjette masseudryddelse.
Den hollandske Paul J. Crutzen, vinder af Nobelprisen i kemi i 1995, opfandt i 2000 et begreb, der med tiden blev taget i brug af en stor del af det videnskabelige samfund: antropocæn. Dette begreb skal betegne en ny geologisk epoke, hvor menneskets indflydelse på jorden og de øvrige levende væsener er så stor, at den kan skelnes fra Holocæn, den geologiske epoke, vi befinder os i.
Der er dog stadig uenighed om, hvorvidt antropocæn kan betragtes som en geologisk enhed (på samme niveau som holocæn) eller om det snarere er et lavere hierarkisk niveau.
Begrebet antropocæn beskriver en periode i Jordens historie, hvor menneskelige aktiviteter har ændret planeten drastisk.
Uanset disse diskussioner kan det ikke benægtes, at vi står over for to kriser: klimakrisen og biodiversitetskrisen, som begge er forårsaget af menneskets indvirkning på miljøet og jordoverfladen, og for at vende udviklingen har vi ifølge nogle eksperter højst 20 år til at handle.
At hugge grene af livets træ
Biologerne Gerardo Ceballos fra Universidad Nacional Autónoma de México og Paul Ehrlich fra Stanford University har analyseret bevaringstilstanden for mere end 34.000 udryddede og truede arter af landlevende hvirveldyr, der omfatter 5.400 slægter fra Den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN) og Birdlife International mellem 1500 og 2022. De fandt, at menneskelig aktivitet i løbet af disse fem århundreder bidrog til udryddelsen af 73 komplette slægter, 10 familier og 2 ordner af hvirveldyr, hvilket er en udryddelsesrate, der er 35 gange højere end den gennemsnitlige udryddelsesrate i den foregående million år.
Forskere hævder, at “vi står over for den sjette masseudryddelse. I modsætning til de fem foregående skyldes denne den overdrevne vækst af en enkelt art: Homo sapiens. Selvom denne episode normalt betragtes som et usædvanligt hurtigt tab af arter (i evolutionære termer), er den langt mere truende, da den ud over dette tab også forårsager en hurtig lemlæstelse af livets træ, hvor hele grene (grupper af arter, slægter, familier osv.) og de funktioner, de udfører, går tabt. Det ændrer evolutionens forløb på verdensplan og ødelægger de betingelser, der gør menneskeligt liv muligt.
En fremtid uden fremtid?
Forfatterne har beregnet, at de slægter, der er gået tabt i de sidste 500 år, uden menneskelig indflydelse ville have taget 18.000 år at udrydde, hvilket giver begrebet antropocæn en større dimension. Fuglene har lidt de største tab, efterfulgt af pattedyr, padder og krybdyr.
Antal slægtsudryddelser pr. århundrede i de forskellige klasser af hvirveldyr. Det lave antal krybdyr og padder, som undervurderer omfanget af udryddelsesmønstret, er sandsynligvis et resultat af manglende information i tidligere århundreder.
Med hensyn til fremtiden udtrykker Ceballos og Ehrlich bekymring over, at de nuværende generiske udryddelsesrater sandsynligvis vil accelerere i de kommende årtier, især på grund af faktorer, der ledsager menneskelig vækst og forbrug, såsom ødelæggelse af levesteder, ulovlig handel og klimaforandringer.
De tilføjer, at hvis alle de arter, der i øjeblikket er truet, forsvinder inden år 2100, vil udryddelsesraterne være 354 gange højere i gennemsnit end de tidligere rater og op til 511 gange hurtigere for pattedyr. Det betyder, at de arter, der er gået tabt i løbet af tre århundreder, ville have haft brug for 106.000 og 153.000 år for at uddø i fravær af mennesker.
Antal år, det ville have taget for hvirveldyrsarter at uddø i løbet af den sidste million år. Antallet af år for alle uddøde hvirveldyrsarter er 18.000
Den anerkendte engelske naturforsker Sir David Attenborough sagde engang: »Faktum er, at ingen art nogensinde har haft så absolut kontrol over alt på Jorden, levende eller dødt, som vi har nu. Det pålægger os, uanset om vi kan lide det eller ej, et enormt ansvar. Nu ligger ikke kun vores egen fremtid i vores hænder, men også alle de andre levende væsener, vi deler Jorden med«.
Vi har stadig mulighed for at slå ind på den rette kurs og bevare den biodiversitet, der er livsgrundlaget, og vende tabene på kortere tid end forventet. Det vil resultere i en planet, der kan skabe en velstående og bæredygtig fremtid for nuværende og kommende generationer.
