En gruppe journalister fra Mendoza og San Juan besøgte Gualcamayo-minen, hvor der har været udvundet guld siden 2009, og hvor man planlægger at udvide produktionen.
Fra Mendoza er der ca. 430 kilometer til Gualcamayo-guldminen, der ligger nord for San Juan, kun 25 kilometer fra grænsen til La Rioja. I modsætning til andre mineprojekter er en stor del af vejen dog asfalteret, og minen ligger relativt tæt på en by, 110 kilometer fra San José de Jachal. Derfor betragtes den som en »halvurban« mine.
Ud over at være let tilgængelig sneer det sjældent, hvilket gør det muligt at arbejde hele året uden større problemer, og den ligger i lav højde: baselejren ligger 1.600 meter over havets overflade og behandlingsanlægget 1.800 meter. De fleste af dem, der arbejder på stedet, bor i byen San Juan, men tilbringer en del af ugen i minen med skiftende arbejdstider afhængigt af arbejdets art.
I baselejren er der indkvartering med dobbeltværelser, hver med tv. Men der er også et med en storskærm i underholdningsområdet samt bordfodbold og pool. I området er der et fitnesscenter og fodboldbaner og paddlebaner. I dag arbejder der omkring 240 personer (i skiftehold), men i den travleste periode var der over 1.000, og det forventes, at antallet vil stige igen, når næste fase går i gang med ankomsten af de nye ejere.
Ved indgangen til den 40.000 hektar store ejendom er der en vagtpost. Her skal man stige ud af bilen og gå ind i et kontor, hvor man går gennem en metaldetektor – som i lufthavne – og tasker gennem en anden. Derudover kontrolleres beholdere med væsker, og mobiltelefoner og computere registreres. Proceduren gentages, når man forlader stedet.
Hver besøgende får et kort, som skal scannes hver gang man går ind i spisesalen, hvor der til frokost og middag er en indgang, tre valgmuligheder for hovedret og et område, hvor man kan tage salat og dessert. Måltiderne indtages i fællesskab ved lange borde med musik i baggrunden, men man kan altid vælge at sidde alene, hvis man foretrækker det (eller spiser på et andet tidspunkt end sine nærmeste medspisere).
Det er et fællesskab, hvor de indrømmer, at de nogle gange diskuterer, mens de arbejder, men sidder sammen til aftensmaden og snakker, som om intet var hændt. De tilbringer nemlig lige så meget eller mere tid med deres kolleger end med deres familier i en lille by, der endda har et mini-hospital, men som er isoleret fra alt.
Kortet lægges også i en boks, der står få meter fra indgangen til den underjordiske mine, når man skal ned i bjerget. Årsagen er simpel: hvis der sker noget, kan man ved hjælp af antallet af plastikkort i boksen præcist se, hvor mange personer der kan være fanget inde (noget, der heldigvis ikke er sket i de 15 år, minen har været i drift).
Blandt de utallige ting, der kan fange opmærksomheden hos den, der kommer udefra, er det faktum, at bilisterne virkelig stopper deres køretøjer ved et stopskilt på de interne veje, selvom der ikke er nogen i nærheden. »Det er som et rødt trafiklys«, husker en. En anden forsikrer, at hvis man ikke overholder reglerne et sted som dette, bliver samlivet kompliceret. Selvfølgelig kan man også møde en kæmpe lastbil, og så er det bedst at følge trafikreglerne til punkt og prikke. Faktisk har lastbilerne et rødt flag højt oppe, så de kan ses af dem, der kører i store køretøjer.
Arbejdstiden er i mange tilfælde tolv timer. Og det er ikke for alle at være væk fra hjemmet – de fleste er otte dage i minen og otte dage hjemme. Der er dog også dem, der i bjergene, med de ujævne veje, der forsvinder med sommerstormene, og med udfordringen i den konstante søgen efter værdifulde metaller blandt tonsvis af sten og efter metoder til at gøre processen med at adskille dem fra andre mineraler mere effektiv, finder en livsform, de ikke ville bytte for noget andet.
»Jeg tager kun 10 dages ferie om året, fordi jeg allerede begynder at savne minen«, indrømmer en af teknikerne for at udtrykke den bånd, der binder dem til bjergene og minedriften.
