En 89-årig mand, der havde arbejdet i 50 år i bilindustrien, gik på pension for kun to år siden, da han var 87, men nu vil han tilbage på arbejde, fordi han synes, at pensionisttilværelsen er kedelig. Selvom han arbejdede i bilfabrikken i fem årtier og var direktør for et vurderingsfirma i 20 år, måtte han gå på pension, fordi hans arbejde var fysisk krævende.
Richard Maas er en 89-årig mand, der bor i Tempe i delstaten Arizona. Han arbejdede i bilindustrien i mere end fem årtier, herunder som direktør for et vurderingsfirma indtil langt op i 80’erne. Han gik på pension for næsten to år siden, da arbejdet blev for fysisk krævende, men han siger, at han stadig er frisk i hovedet, hvilket får ham til at »hade pensionen«. I hans ideelle verden ville han fortsætte med at arbejde indtil sin død, som han udtaler i et interview for nylig med Business Insider.
Det kan interessere dig
Som han selv siger: »I denne alder, uden arbejde, er der ikke meget at se frem til«, og han tilføjer, at han arbejdede efter sin pensionering for fornøjelsens skyld, ikke for pengenes skyld. »Jeg føler, at når man holder op med at arbejde, mister man følelsen af at have et formål. Sådan har jeg det lige nu«. Derfor fortsatte hovedpersonen med at arbejde til så høj en alder og »mistede« år af sin pension. Det er blot endnu et tilfælde af en pensionist, der ønsker at fortsætte med at arbejde, enten for at opretholde sine sociale relationer, for at nå sine mål inden sin død eller simpelthen fordi rutinen giver ham noget at lave hver dag.
Han begyndte at arbejde i et forsikringsselskab
Han begyndte sin karriere i 1964 som forsikringskonsulent for et selskab tilknyttet General Motors og forblev i branchen i mere end tre årtier. I den periode beskæftigede han sig med at undersøge skadesanmeldelser for at fastslå forsikringsselskabets ansvar, et arbejde, der gav ham økonomisk stabilitet og tilfredsstillelsen ved at hjælpe dem, der havde haft uheld med deres biler.
Ifølge ham selv gav hans arbejde ham mulighed for at »hjælpe folk med at løse problemer hver dag«, og det var netop det, han satte mest pris på. I løbet af sin karriere adopterede han og hans kone to børn, der i dag bor i nærheden. »Jeg hjalp mennesker, de betalende kunder, og jeg hjalp også med at kontrollere tabsomkostningerne for det firma, jeg arbejdede for,« forklarede han og tilføjede, at det var denne følelse af at være til tjeneste, der motiverede ham til »at fortsætte i 50 år«.
Han ledede sin første virksomhed som 80-årig
Han gik på pension i 1998 efter at have arbejdet i forskellige afdelinger i samme virksomhed, men kort efter begyndte han at føle en tomhed. »Vi rejste lidt efter vi gik på pension og arbejdede ikke meget,« indrømmede han og afslørede sit behov for at holde sig aktiv.
Efter en kort periode, hvor han samarbejdede med en tidligere lærling, besluttede han i 2002 at realisere en drøm, han havde haft i årevis: at blive iværksætter. I midten af 60’erne grundlagde han sin egen bilvurderingsvirksomhed, hvor han håndterede forsikringskrav for forskellige forsikringsselskaber. Han præciserede, at han ikke gjorde det for pengenes skyld, men for at holde sig i form fysisk og mentalt og for at fortsætte med at hjælpe andre. »Det var et meget tilfredsstillende arbejde, for at være ærlig, selv da jeg var 80 år,« sagde han.
Han ønskede ikke at gå på pension, men »fysisk« havde han ikke andet valg.
Han drev sin virksomhed indtil for to år siden, da han indså, at den fysiske anstrengelse, der var forbundet med at inspicere biler, var blevet for stor. »Psykisk har jeg ikke haft mange problemer,« sagde han. »Fysisk krævede arbejdet imidlertid, at man skulle bukke sig ned under bilerne, og det blev for svært.«
Det var ikke let at vænne sig til at være inaktiv efter mere end fem årtier i arbejde. Nu tilbringer han dagene med at læse og se fjernsyn, selvom han indrømmer, at denne rutine har mindsket hans motivation. Derfor siger han, at han hader pensionen.
Han har været gift i 70 år og siger, at hans ægteskab har været den søjle, der har holdt ham oppe både privat og professionelt. At dele alt med sin bedste veninde har givet ham følelsesmæssig stabilitet og styrket hans engagement i familien. Gennem årene har han også holdt kontakten med sine venner og opfordrer andre på hans alder til ikke at holde op med at arbejde, hvis de ikke har lyst til det.
»Jeg fortryder intet,« slutter han. »Man skal gøre det bedste, man kan, med det man har, til enhver tid.«
